Tilbage til året der gik

2004

Svendborg december 2004

Ja, så er det atter ved at være den tid for en opsummering af små og store begivenheder i vores liv i det forløbne år. Igen et år præget af familiefester.
I december umiddelbart efter udsendelsen af sidste års julebrev kom vi ind i en noget negativ periode.  
Thorkild fik influenza, lidt over en uge kæmpede han mod skiftevis kulde og varme og hostede gevaldigt.  
I den periode havde jeg (Lønne) fødselsdag, min tro følgesvend (rygsæk) gennem ca. 20 år var udtjent og jeg havde fundet mig en ny jeg ønskede mig. Problemet var bare, at Thorkild ikke kunne lide den jeg var faldet for, han gik derfor ind i en anden butik, og købte en rygsæk jeg absolut ikke kunne lide…  
Dagen efter knækkede jeg en tand!  
Nå, men Thorkild blev rask, tasken blev byttet og tanden blev nødrepareret, og sådan blev det alligevel jul i den lille familie. 
Juleaften holdt vi her i Svendborg sammen med Jonna.  


Starten af det nye år var stille og rolig uden de store oplevelser ud over det daglige, arbejdsmæssigt var Thorkild i en meget stille periode.  
I februar kom mine fuchsia frem i lyset, en del havde ikke overlevet vinteren, men så var der jo plads til de nye jeg havde bestilt til levering i begyndelsen af april.  
Den 4. marts rejste Jonna 14 dage til Indien for at besøge Eva, de skulle dels være på Evas skole samt rejse lidt rundt i landet i en uge. Det var lidt underligt at have dem begge så langt væk.  
I slutningen af måneden fik jeg min opsigelse i Kvickly.  
Samtidig med at fire unge var nyansat og under oplæring, var vi tre af de ældre i kasseafdelingen, der blev  ”sparet væk”, det så noget underligt ud. Nå, men efter 30. juni var Kvickly et afsluttet kapitel i mit liv.  
I påskeferien, der i år faldt i april, holdt Anja og Chin-lung (Anja = Lønnes niece) barnedåb for deres søn Christoffer.  

 

Den 15. maj var vi til årets bryllup i København, Lønnes bror Sune og hans kæreste Vibe blev viet i et blomsterbed ved medborgerhuset på Kapelvej 44, efterfølgende var der rigtig bryllupsfest i gymnastiksalen. Vi sang Internationale og andre sange, der var masser af taler og det hele kulminerede med brudevalsen og en bryllupslagkage Vibe selv havde bagt.
I en lang periode inden festen havde vi fire søstre megen fornøjelse med at planlægge underholdning og gave.  
I slutningen af måneden var Eva færdig med sin skolegang i Indien (international studentereksamen), hun kom hjem på ferie i ca. tre uger, inden hun atter rejste til Indien for sammen med en veninde fra Norge at rejse rundt i fem måneder.

Den første weekend i juni var vi sammen med de fleste af Lønnes søskende i Nr. Nebel i anledningen af Lønnes fars fødselsdag.
Lørdag aften grillede vi i en nedlagt grusgrav, næste formiddag skulle vi en tur på skinnecykler, senere på søndagen var vi en tur ved Vesterhavet for at afslutte med spisning på Lønne Familierestaurant.  
Da Thorkild skulle et par dage på arbejde i Spanien, deltog vi ikke i cykelturen, i stedet kørte jeg Thorkild til Billund lufthavn.  
En lille uge senere var Thorkild på arbejde i en ret kraftig blæst på Nordsøen, en lille båd og store bølger, og et skift via en gummibåd fra et skib til et andet. Han sammenlignede det efterfølgende med en korkprop på havet, og den ellers søstærke Thorkild valgte på et tidspunkt at indstille indtagelsen af mad.  
Derefter var han lige hjemme (11 timer) for at skifte tøj i rejsetasken, og tog derpå en tur til Færøerne i tre dage.  
Månedens rejseaktiviteter afsluttede med en tur til Kap Verde Øerne, afgangen var med få timers varsel og billetten var en sådan, at han skulle have tre dage dernede, så det blev en lille oplevelsestur samtidig.

I juli startede jeg så min karriere som deltidsarbejdsløs. 15 timers arbejde pr. uge er lidt i underkanten, men godt vejr, EM i fodbold og Tour de France hjalp med til at lette overgangen.
Midt i måneden tog Thorkild atter en 5-dagestur til Kap Verde Øerne, denne gang en anden af øerne. Han syntes mit fotografiapparat er lidt stor, så vi lånte et lidt mindre til ham, han fik taget en masse billeder, så jeg kunne få et indtryk af, hvad han så.
Min nødreparation af en kindtand fra december holdt ikke længe,  så sidst på måneden fik jeg taget mål til en i guld.

 

 

 

 

 

 

 

I sepetmber var det endelig blevet tid for vores sommerferie. Den første uge var vi herhjemme i Danmark, var på tur i Jylland, på arkivet i Viborg for at forske lidt i Lønnes fars familie, besøgte Løgstør og fandt det hus hendes farfar boede i ved sin død, samt hendes oldefars hus, hvor han i sin tid havde en vinhandel. Vi overnattede i Holstebro og kørte dagen efter på Statsbiblioteket i Århus for at finde artikler i gamle aviser om dødsfald og lignende.

Ugen efter tog vi så af sted på en 12 dages bustur til Irland, en rigtig god tur. De der har Internet kan læse vores dagbog og se billeder fra turen på vores hjemmeside: www.thorhund.dk  

Oktober bød på havearbejde, det var dog i et omfang som vi ikke selv havde lyst og mod til at påtage os, så med hjælp fra en anlægsgartner ”fjernede” vi vores skrænt, der i mange år havemæssigt har været vores dårlige samvittighed og umulig at arbejde på, da den var ret stejl. Vi er meget tilfredse med resultatet.

Thorkild var i denne måned atter en tur på Færøerne i tre dage.  

Før:

Efter:  
 


Allerførst i november plantede vi en bøgehæk i vores nye jord.

En torsdag midt i november ringede Eva til mig fra Thailand, hun skulle lige høre om vi ville køre hende til Majbritts fødselsdagsfest i Ollerup den førstkommende søndag, hun var blevet inviteret, og havde besluttet at tage hjem og overraske Majbritt på dagen. Ja søndagen efter kom Eva så hjem. Kl. 15.00 kørte vi ud til Ollerup Forsamlingshus, hvor festen skulle stå, for at aflevere Eva...  der var ingen fest!  
Vi forsøgte os derefter uden held med 4 forsamlingshuse, deres privathjem, samt en kro i området.  

Eva havde af Ingerlis hørt noget om en skattejagt, så vi var efterhånden blevet enige om at skatten var at finde festen.  
Så måtte vi køre hjem og finde Peters mobilnummer, men undervejs så Thorkild noget til højre, der kunne ligne Peters bil. Vi køret tilbage, op til bilen der holdt sammen med en masse andre på parkeringspladsen ved Ollerup Friskole. Vi skulle lidt tættere på for at Eva kunne se om det var Peters bil, hun skulle se nummerpladen.  
Men det var det ikke, sagde hun, og bagdørene var også anderledes, så det var ikke deres bil.  
Jeg besluttede at gå ind for at høre, hvad det var for en fest, og ud af døren kom Roger,  
 han kunne bekræfte, at det var Majbritts fest, så skatten var langt om længe fundet, og Eva havde reddet sig en times sight seeing på Sydfyn.  

Nu er det jo så atter blevet december, den 3. fyldte Lønnes mor 75 år, og dagen efter var vi i Vestjylland for at være med til at fejre hende.
Weekenden efter gik det så til Als, Thorkilds svigerinde Rita havde lige holdt 25 års jubilæum på arbejdet og fyldte 50, så også der var der 75 år at fejre.  
Som den opmærksomme læser allerede har bemærket er Thorkilds indlæg i årets julebrev januar og august måned.

I ønskes alle en glædelig jul samt et godt nytår

fra